Charlotte Dyremose

Pressen bryster sig som regel af at være den 4. statsmagt – demokratiets vogter. Men jeg må indrømme, at jeg ofte synes, at det holder temmelig hårdt med at udfylde den fornemme rolle.

Alt for ofte oplever man som politiker at pressen overhovedet ikke tager fat i sager, der kræver bare et minimum af flid at komme i dybden med. Samtidig oplever man, at journalisterne kun sjældent holder politikere op på deres politiske løfter eller udsagn – særligt, hvis der er gået noget tid.

Og endelig oplever man alt for ofte journalister, der slet ikke beskæftiger sig med det reelle politiske indhold, men i stedet har en vinkel, som udelukkende har til formål at skabe drama eller sætte politikeren i et dårligt lys – og i hvert fald ikke tjener til at oplyse læserne/seerne/lytterne om indholdet i historien.

Helt aktuelt vil jeg gerne give et nyligt eksempel på journalisters arbejdsmetoder, der måske kan give lidt indsigt i, hvad jeg taler om:

Mandag d. 21. marts 2011 var jeg i P1 debat, hvor jeg debatterede folkeskolen med Christine Antorini. En udmærket politisk debat med store meningsforskelle. Antorini ønsker at alle folkeskoler bliver Heldagsskoler som svar på, at de ressourcestærke elever forlader folkeskolen. Det mener jeg er en fejl og her er min argumentation kort:

Heldagsskolen lægger beslag på børnenes fritid. For børn af ressourcestærke forældre med overskud og plads i økonomien vil det betyde, at man bliver fritaget en reel mulighed for at vælge en fritidsinteresse, som ikke kan foregå i skoleregi. For ressourcesvage børn vil det formentlig betyde mere sport, end man ellers ville have fået. Hvorfor er det så en dårlig ide?

Jo, hvis de ressourcestærke børn trækkes ud af heldagsfolkeskolen, fordi deres forældre ikke vil finde sig i, at kommunen bestemmer over børnenes fritid, så betyder det endnu færre ressourcestærke elever i folkeskolen.

Det skader de ressourcesvage elever, som efterlades i Folkeskolen, mens de ressourcestærke i højere grad vælger privatskoler og fritidsinteresser som det passer dem.

Det synspunkt citerer Politiken sådan set korrekt i deres netavis. Det var der bare ingen der opdagede. For Politiken havde besluttet, at artiklen skulle handle om, at jeg er et overklasseløg, der bare interesserer mig for dyre fritidsinteresser. Så overskriften blev, at jeg var imod heldagsskoler, fordi der skulle være plads til ridning og golf.

Ikke et ord om, at det sådan set ikke handlede om hverken ridning eller golf, men om at sikre social balance i folkeskolen.

Artiklen – som jo altså skulle handle om heldagsskoler – bliver suppleret af et fint billede af mig og min hest. Og artiklen indledes med denne tekst:

”De fleste vidste godt, at den konservative uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose, er vild med ridning.

Det fortalte hun om i 2006, da hun i TV-Avisen argumenterede for at nedsætte skatten for dem, der tjener mest, mens hun striglede sin hest på rideskolen i Gentofte – et indslag, der dengang vakte stor debat.”

Nu er det jo i denne sammenhæng ligegyldigt om jeg er vild med ridning – særligt fordi de, der hørte udsendelsen vil vide, at min argumentation for det første ikke handlende om dem, der skulle gå til fritidsinteresserne og for det andet ligeså godt kunne eksemplificeres med ishockey eller motocross, som heller ikke så let kan placeres i en skolegård.

Men lad os så sige, at det faktisk var relevant for sammenhængen, at jeg engang dyrkede ridesport på eliteniveau. Så lad os nøjes med det faktuelle: I det pågældende TV indslag fra 2006 nævner jeg ikke ridning med ét ord. Indslaget handlede om skat, vækst og velfærd.

Løgn nr. 1

Min hest stod ikke på en rideskole i Gentofte. Den stod på en gård i Dragstrup, tre kvarters kørsel Nord for Gentofte – hvor kvadratmeterprisen er det halve af, hvad den er i Gentofte. Hvorfor Politiken alligevel skriver ”en rideskole i Gentofte”, vides ikke – jeg blev slet ikke interviewet til artiklen. Men det virker da helt klart finere end ”en gård i Dragstrup” – så her ligger svaret på dét spørgsmål nok.

Dette var nu 2. løgn. Og vi er kun nået til indledningen.

Efter et par korrekte citater om indholdet – som vel skal med for at historien kan bære bare en smule – pakkes det hele ind i en fortælling om, hvem min far er. Og hvad har det nu med debatten om heldagsskoler at gøre? Kunne det tænkes, at det var endnu et forsøg på at klassificere mig som overklasseløg frem for at tale substans?

Og så kommer endelig kronen på værket: Jens Rhode slæbes på banen. For sagen er nemlig den, at omkring en måned efter, at TV-indslaget fra 2006 blev bragt, lavede Jens Rohde sin helt egen personlige fortolkning af, hvad jeg havde sagt i det indslag. Og siden Jens Rhodes udlægning har ingen journalist gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvad der blev sagt i det indslag. Gang på gang har det ene medie efter det andet i nu fem år beskrevet som en kendsgerning, at jeg i 2006 talte for en fjernelse af topskatten, mens jeg stod og striglende min dyre konkurrencehest.

Her er fakta:

I indslaget at forklarer jeg, hvorfor vi konservative ønsker skattelettelser: Jeg forklarer, at vi ønsker at sænke skatten på arbejde for at sikre vækst og bedre råd til velfærd – noget, som de svageste i vores samfund er afhængige af.

Der bliver så som altid lavet dækbilleder. Normalt går man ned af vejen eller læser avisen. Men denne dag er jeg kun en måned fra at skulle til VM med min hest og jeg har travlt med træningen. Så TV holdet tager op til Dragstrup for at møde mig. Og de beder om at måtte lave dækbilleder, hvor jeg strigler min hest.

I ugerne efter indslaget var der ingen som helst debat om det. Men da jeg en måneds tid efter var taget af sted til VM starter mediestormen pludselig på baggrund af Jens Rhodes udtalelser. Og så går medierne i selvsving. Nu er der en mulighed for at gå efter manden og ikke bare bolden. Og den lader journalisterne jo ikke gå forbi.

Men ikke én journalist har nogensinde konfronteret Jens Rhode med, at han talte usandt om indholdet af udsendelsen.

Her 5 år efter bliver hans løgn stadig ført videre – først i Politiken og så på TV2 News. Der er sikkert nogle journalister, der undersøger sagerne, inden de går ind i dem. Men de er vanskelige at finde. Jeg har utallige gange skrevet til journalister og fortalt dem, at det, de har skrevet i denne sag, er faktuelt forkert og baseret på Jens Rhodes fejlagtige udlægning. De har alle undskyldt – de fleste med den begrundelse, at de aldrig selv har set indslaget, men blot troede, at det var sådan, det var…

Må jeg efterlyse journalister, der undersøger tingene før de skriver om dem? Må jeg efterlyse journalister, der konfronterer politikerne med de ting, de selv har sagt? Må jeg efterspørge journalister, der fokuserer på den politiske substans i deres artikler og udelader totalt irrelevante informationer, der udelukkende har til formål at bringe læserens tanker hen på noget helt andet end det, som sagen drejer sig om?

Må jeg udtrykke min dybe forståelse med de mange dygtige erhvervsledere, der nægter at gå ind i politik, fordi de oplever, at den politiske journalistisk er latterliggørende og meget lidt seriøs.

Hvis vi vil have et oplyst demokrati, så har vi hårdt brug for oplysende journalistik og journalister med en hukommelse, der rækker ud over tabloidhistorierne.

Religionen skal væk fra hospitalskapellerne. Religionen skal væk fra taxaernes reklamer. Religionen skal væk fra DR’s sendeflade. Og man får ligefrem det indtryk, at religionen helst skal væk fra vores kulturarv også.

Også i verden omkring os er det åbenbart blevet seneste mode. Frankrig er efterhånden noget af det mest sekulariserede, man kan få. Religionen er væk fra det offentlige rum, religiøse symboler er forbudt og staten er helt fri fra religion. Jeg troede ikke, at det kunne blive meget mere sekulært og ekskluderende. Men nu skal der åbenbart mere til. Nu vil Sarkozy sætte grænser for islam. – Flere grænser må man forstå.

Man kan roligt i denne tid glæde sig over, at vi trods alt her i Danmark har en Grundlovssikret ret til at have en tro og at vi via folkekirkeordningen også er sikret imod de mange hovedløse og absurde forbud, som vælter ned over franskmændene.

Som jeg også har skrevet andet steds, så forstår jeg på nogle punkter godt de kræfter i Folkekirken, der ønsker en løsrivelse fra staten for at kirken kan få mere liv og kraft. Men jeg er nødt til på det kraftigste at advare: Hvis stat og kirke skilles ad så har vi pludselig også i Danmark en sekulær stat. Og så bliver det pludselig legitimt at diskriminere al religion. Så er religionsfriheden truet.

Af uransagelige årsager er ateismen stadig ikke defineret som religion – selvom det efterhånden er nogen af de mest aggressive og missionerende trossamfund, vi har. Men heldigt for dem, for det er deres garant for ikke at blive bandlyst i samfundet, påtvunget at gøre vold på sig selv og frarøvet muligheden for at bære de symboler der betyder noget for dem. For os troende – kristne, muslimer, hinduer og alt andet, er en adskillelse af kirke og stat måske det endelige dødsstød for religionsfriheden og dermed for åndsfriheden. Vis Grundloven ændres så bliver det også i Danmark tilladt  at sætter voldsomme grænser ikke bare for religionens udøvelse, men også for dens symbolik og etiske fundament. Risikoen er også, at religionens betydning for vores kulturarv og vores værdier vil blive fornægtet. Så har vi ikke bare et rodløst folk, men også åbenlys risiko for at vi holder op med at fungere som etisk funderede mennesker.

Religionens betydning for troende mennesker kan ikke undervurderes. Dertil kommer, at religion er en af vores samfunds væsentligste byggesten. Det kan heller ikke fornægtes. Derfor er det både absurd og tragisk, når mennesker i stigende grad bliver bange for religionen som var den gift. Religion bør i stedet betragtes som nærig for vores etik og værdier. Religionen bør have frit spil – også så den ekstremistiske religion kan afsløres. Der er i den grad grund til at kalde til kulturkamp for vores religiøse værdier.

En samlet venstrefløj ønsker massive ændringer i vores folkekirkeordning. En samlet venstrefløj ønsker at fornægte vores kristne kulturarv bl.a. ved at fjerne den fra DR’s public service forpligtelse. Hvis nogen gik og troede, at vores kulturarv og vores værdier ikke var i farezonen, så troede de grueligt glat. Europa er på vej ud over afgrundens rand. Danmark risikerer at være på vej i samme retning – der skal bare en ny regering og en grundlovsændring til, så er der frit slag for eksklusion, diskrimination og reel censur på åndsfriheden. Et antal sygehuse er sammen med Odense Taxi allerede godt i gang med at bakke op om denne tendens. Det viser blot, at store dele af befolkningen er villige til at vise venstrefløjen opbagning til denne farlige vej.

Lad derfor alle troende – uanset tro – stå sammen hånd i hånd mod denne voldsomme krænkelse af os alle sammen. Det bliver ikke bedre at blive krænket på sine værdier af at andre krænkes ligeså meget på deres.

Kan ligestilling dog ikke snart komme til at handle om lige muligheder frem for om at gøre os alle så ens som muligt? Er det virkelig helt umuligt at få S og SF til at forstå, at det at være ens ikke er en værdi i sig selv? Hvorfor er det ikke i orden, at kvinder og mænd har forskellige præferencer? Og hvorfor nægter de at se på det enkelte menneskes lyster, behov og kvalifikationer, men betragter i stedet kvinder som en ensartet masse og mænd som en anden ensartet masse? Ja, man hørere ligefrem undertonen af, at verden først er rigtig god, når vi alle sammen er en ensartet masse og det slet ikke er til at kende forskel på nogen af os.

Jeg tror godt selv familierne kan finde ud af hvem der skal gå på barsel og hvornår. Og jeg synes helt ærligt, det er i orden, hvis kvinder generelt har mere lyst til at gå hjemme end mænd. Det skal vi politikere da ikke bestemme. Jeg vil også meget nødigt vælges til en bestyrelse fordi jeg er kvinde. Jeg vil meget gerne have lov at blive valgt på mine kvalifikationer.

Hvis en kvinde vælger at gå derhjemme med sine børn og slet ikke stille op til nogen bestyrelser, så skylder vi hende fuld respekt for det valg.  Og hvis en anden kvinde vælger at satse på karrieren og stille op til et antal bestyrelser, så skylder vi hende at hun kan få kredit for sine kvalifikationer og at folk ikke blot tror, at hun er valgt fordi virksomheden skal finde en eller anden kvinde uanset kvalifikationer.

Der er og vil altid være forskel på mennesker. Se dog for pokker potentialet i den mangfoldighed frem for at søge at udviske enhver forskel på os som mennesker. Mennesker skal ikke behandles ens. Mennesker er forskellige, har forskellige forudsætninger og forskellige interesser. Det skal vi respektere. Derfor skal mennesker behandles forskelligt for reelt at have lige muligheder.

En adskillelse af kirke og stat vil føre til mindre religionsfrihed, mere politiserende kirker og gøre religion til an afgørende magtfaktor i det politiske liv.

Så har Gallup igen spurgt danskerne til deres holdning til Folkekirken. Målingen viser, at halvdelen af danskerne og ”hele” 25 % af præsterne ønsker en adskillelse af kirke og stat.

Da jeg blev spurgt til tallene var journalisten sikker på, at jeg ville være mest overrasket over præsterne. Det er jeg ikke. Jeg tror, at præsterne har gode og velovervejede grunde til deres synspunkt. Det vender jeg tilbage til. Det er de 50 % af befolkningen jeg tror ikke har gennemtænkt situationen.

Jeg fornemmer, at mange danskere der ønsker en adskillelse af kirke og stat, i virkeligheden ønsker det ud fra sådan en ligheds- og rimelighedsbetragtning: Når nu der er så mange danskere, der tror på noget andet eller slet ikke tror, hvorfor skal et trossamfund, så have forrang. Ud over nogle få fanatiske ateister oplever jeg sjældent at folk vil af med folkekirken på grund af deres eget behov for ikke at have en folkekirke. Det er oftere hensynet til ”andre”. Men det er faktisk sjældent, at man kender disse ”andre” personligt. Derfor fristes jeg til at kalde det et misforstået hensyn.

Hvad værre er, så glemmer denne store gruppe af umiddelbart meget hensynsfulde kulturkristne dansker, at der er mere på spil for vores samfund end bare kirkens stilling. Det her handler ikke kun om hvordan man betaler sit kontingent eller om kongefamilien er tvunget til at være medlem af en bestemt trosretning. Nej, det her handler om hele rammen om vores samfund. Det handler om, at vi har en ramme for at holde national flagdag og mindes de faldne danske soldater. Her har vi ret til og krav på at kunne bruge gudstjenestens form som ramme om denne begivenhed. Ikke alle soldater og pårørende er nødvendigvis medlemmer af kirken, vil nogen så indvende. Men det er slet ikke pointen. Pointen er, at vi her har en ramme, som det er legitimt at bruge og som kan skabe ro om denne meget bevægende tradition til ære for alle soldater uanset tro og uden at man påduttes at tilhøre denne tro. Det handler også om, at vi kan tillade os at fastholde nogle traditioner: Vi kan fastholde helligdagene som fridage. Og (de fleste af os) kan derfor få lov at holde fri og nyde familien. Det er desuden i orden, at TV2 i juleugen ikke skriver fredag, lørdag og søndag på deres vejrtavle men i stedet skriver juleaftensdag, 1. juledag og 2. juledag, fordi det må forudsættes at alle i dette land ved, hvilke dage det er og føler en vis grad af danskhed og hygge i den forbindelse. Det ved jeg godt er at drive mental rovdrift på kirken. Men vi må vel også have lov at nyde den del af vores kulturarv, der udelukkende er hyggelig og ikke så alvorlig.

Og så handler det mere end noget andet om, at vi så længe Folkekirken er del af vores grundlov også fastholder en grundlovssikret ret for alle troende til at udøve og fremvise deres tro. Her er det nemlig, at vores folkekirkeordning for alvor kommer alle troende danskere til gavn. Gudskelov må vi ikke som i Frankrig forbyde religiøse symboler overalt i det offentlige rum. Gudskelov er det grundlovsstridigt at forbyde julekrybber eller engle på torvene i Danmark. Gudskelov er det ulovligt at forbyde mennesker at bære, kors, tørklæde eller burka med mindre der er relevante årsager til det. Med andre ord: Så længe vi har en folkekirke har vi alle reel trosfrihed. Vi har godt nok ikke troslighed. Men jo mere man hører om Frankrig, jo mindre lyst må nogen troende i dette land have til at få reel troslighed. For troslighed betyder at staten er sekulær. Det betyder, at det er i orden at krænke alle religioner, bare man gør det lige meget. Det betyder, at der ikke længere må være julekrybber på offentlige steder og det betyder, at man gerne må begrænse private mennesker brug af religiøse symboler på åben gade. Sådan et samfund ønsker jeg ikke at bo i. Og helt ærligt tror jeg ikke, at ret mange af de danskere der gerne ser kirke og stat adskilt har tænkt så langt. Det håber jeg så til gengæld, at de gør inden det er for sent.

Til gengæld præsterne: ja, det kan faktisk undre mig, at tallet kun er 25 %. For der er to grupper:

1. Dem, der ønsker at give folkekirken en politisk stemme og som derfor gerne vil være fri for kravet om stor rummelighed overfor ”anderledes troende” om det så gælder de kirkelige retninger eller politisk overbevisning.
2. Dem som ønsker en såkaldt ”renere” kristendom, der ikke er underlagt tidens normer og som mener at rummeligheden er blevet for stor, når kirken skal favne over mennesker eller meninger, som de personligt ikke føler, at de kan stå inde for.   

Jeg er uenig med dem, da jeg også som folkekirkemedlem sætter pris på at være del af en rummelig kirke med plads til både politisk og teologisk bredde. Men jeg forstår dem godt ud fra deres synsvinkler. Dertil kommer, at jeg som politiker også føler et samfundsansvar. Og jeg er af et ærligt hjerte bange for, at vores samfund bliver langt mindre rummeligt uden folkekirken. Det vil være til skade for både vores kulturarv, vores traditioner og andre troende, der også ønsker at deres religion må fylde i deres liv.

Folkekirken er presset fra mange sider. Ja faktisk kan man sige, at religionen er presset fra mange sider. Nogen vil nok mene, at Folkekirken er presset af andre religioner, der trænger sig på. Men det, mener jeg nu ikke, er Folkekirkens største problem i disse år. Tværtimod er det måske i virkeligheden en fordel, at andre religioner har givet Folkekirken noget at spille op imod. Når man ser, hvordan andre gør, så bliver man inspireret til at tænke nyt selv. Og når mennesker møder andre mennesker i deres tro, så bliver de inspireret til at tænke over deres egen tro.

Truslen fra ateismen.

Nej, Folkekirken er ligesom andre trossamfund presset af uvidenheden, kulturløsheden, ligegyldigheden og det misforståede hensyn til alle dem, der står udenfor Folkekirken. Det tragikomiske er, at de andre trossamfund presses endnu mere af disse faktorer. For Folkekirken er og har alle dage været vores garant for trosfrihed, respekt for troen og det rummelige samfund.

Fra tid til anden dukker debatten om adskillelse af kirke og stat op i medierne. Nogen tror fejlagtigt, at vi, der ønsker at holde sammen på kirke og stat udelukkende gør det af hensyn til Folkekirken. Og jo, det vil jeg da ikke udelukke som en del af grunden. Til gengæld er jeg helt sikker på, at Folkekirken nok skulle klare den adskillelse. Jeg er langt mere bekymret for, hvor vores samfund vil være på vej hen uden Folkekirken. Derfor hviler der et stort ansvar på Folkekirken for at vedblive at være Folkekirke.

Min største bekymring er den kulturløshed, der præger de forskellige ateistiske trossamfund. Det er mig et evigt mysterium, hvordan ateismen de seneste år er vokset frem som en helt særlig tro. Der er oven i købet i dag forskellige trosretninger indenfor ateismen. Det er ikke nok ikke at tro. Man skal være medlem af et trossamfund, der ikke tror på den helt rigtige måde. Derfor er der flere foreninger for de ikke-troende. Og de har oven i købet fået deres egne ritualer, som kan danne rammen om netop deres måde ikke at tro på.

Det er helt som i det amerikanske bibel-bælte, hvor der er tusindvis af små trossamfund, der på hver deres måde holder sig udenfor det etablerede, fordi man vil være ikke-etableret på den helt rigtige måde. Det er med andre ord fanatisme, når den er mest ekstrem. Og hvis disse fanatikere så bare ville være fanatiske helt for sig selv, så kunne vi andre være i fred med vores traditioner, vores ritualer og vores symboler. Men sådan skal det åbenbart ikke være.

Ateisterne skubber i disse år sagesløse af anden tro foran sig i kampen mod det mest etablerede. Derfor er Folkekirken blevet hovedfjenden. Folkekirken er blevet symbol på det, man vil af med. Man glemmer bare i den sammenhæng, at det også betyder en afskaffelse af en stor del af vores kulturarv og vores fælles forståelsesramme. Folkekirkens lutherske arv kan vi godt tillade os at være stolt af. For det er en værdifuld arv. Den har givet os velfærdssamfundet, og den har givet os tolerance også overfor dem, der er anderledes troende. Den tolerance kunne mange ateister godt lære noget af.

Desværre er der flere og flere danskere, der ikke har denne kulturforståelse inde under huden. Og det er derfor, det kan gå så galt.

Det er min påstand, at hvis ikke vi har en forståelse for vores kulturelle arv, hvis ikke vi kender vores rødder og har en fælles forståelsesramme, så brister samhørigheden. Og det er min påstand, at det er fuldstændig uproblematisk at møde mennesker af en anden kultur, med en anden arv og en anden tro, hvis blot man kender sine egne rødder.

Derfor ser jeg ikke andre religioners indtog i Danmark som en trussel hverken mod samfundet som sådan eller mod Folkekirken. I det omfang de mennesker, der bringer anden religion til landet, kender deres religion og har forståelse for dens arnested, så de hviler i sig selv og i religionens rammer, så kan de også møde Folkekirkekristne med respekt.

Dér, hvor billedet brister, er, når mennesker uden forståelse for deres egen kulturelle arv mødes. Når mennesker ikke har forstået, hvor de selv kommer fra, ender de meget hurtigt med ikke at have respekt for andres tilhørsforhold, kulturelle arv og symboler.

Frankrig er for mig skrækeksemplet. I Frankrig har man indført den sekulære stat. Religiøse symboler er forbudt i det offentlige rum. Og man formår på den måde at diskriminere alle religioner lige meget. Det giver naturligvis religionslighed, som nogen ser som noget positivt. Men hvis ligheden er udtryk for laveste fællesnævner, hvad er den så værd? Og resultatet? Mængden af religiøst hærværk er eksploderet i Frankrig. Store grupper af unge franskmænd ejer ganske enkelt ikke respekt hverken for egne eller andres religiøse symboler. De forstår slet ikke deres rødder, og de anerkender ikke andres. De lever i et kulturelt tomrum, fordi der ikke længere er plads til religionen i det franske samfund.

I Danmark kan vi meget vel være på vej derhen, hvis ateisterne får magt, som de har agt. Derfor er det så vigtigt, at danskerne forstår at vedkende sig deres kulturelle arv. Og det kan synes som om, at vi som samfund og Folkekirken som kirke står overfor en uoverskuelig opgave. Men jeg mener faktisk, at der er håb. Og her er vi godt hjulpet af alle dem, der kommer udefra med et positivt syn på religion.

Grib chancen i religionsmødet.

Religionsmødet kan nemlig være lige netop det, der får almindeligt kulturkristne til at vågne op og beskæftige sig med deres egen tro og deres egne rødder.

Det er spændende at opleve de kulturelle og trosmæssige forskelle. Og det er en berigelse at møde mennesker, der kender og forstår deres egen tro så godt, at de kan drøfte andres.

Her må Folkekirken gribe chancen. Folkekirken er tvunget til at gå ind i religionsmødet i årene fremover. Der kommer kun flere trosretninger til. Og derfor er det så fantastisk at opleve, at mange Folkekirker også er begyndt at hjælpe f.eks. migrantkirker til at få fodfæste i lokalsamfundet. For det er vejen til kommunikation og dermed øget forståelse og bedre sameksistens. Ligesom det må være en naturlig kristen opgave at hjælpe andre kristne til at udøve deres tro.

Det er tilsvarende vigtigt, at Folkekirken tør gå ind i debatten om de forskellige religioner. Man skal turde møde andre religioner med åbent sind. Men man skal naturligvis gøre det på en måde, hvor man står fast på, at man som kirke gerne må mene, at noget er bedre og mere rigtigt end andet.

Og så har kirken først og fremmest en betydelig opgave med at gøre danskerne mere bevidste.

Dem, der skal inviteres i kirke.

Som ung og kirkegænger oplever jeg ofte, hvordan der faktisk er stor interesse for det, der foregår i kirken. Folk vil gerne vide mere og det spørger derfor lystigt. De føler bare ikke, at de selv er en naturlig del af kirkens liv. Det er som om, der er opstået en generation af mennesker, der skal inviteres for at komme i kirken.

De indviede vil med rette sige, at man jo er inviteret hver søndag. Sådan føles det bare ikke. Og det er kirken nødt til at tage højde for. Men det skal også gøres på en måde, hvor kirken fortsætter med at være kirke.

Hvis jeg igen må sammenligne med det amerikanske bibelbælte, hvor jeg ofte kommer og også har ”moret mig” med at gå i kirke, så er det utrolig vigtigt, at kirken vedbliver med at være kirke. Her ser man ganske tydeligt, hvorfor antallet af kirkegængere ikke nødvendigvis kan være målet for succes.

Jeg skal sent glemme en meget festlig oplevelse i USA’s femtestørste såkaldte ”mega church”. 14.000 mennesker møder op hver weekend fordelt på 3 tjenester. Det lokale politi er ude for at dirigere trafikken på og omkring p-pladsen. Der er godt nok fest. Det er god underholdning, ørehængere, et super kor og en meget festlig ”fyr” nede på scenen. Og jeg mener det, når jeg skriver ”scene”. Jeg fandt aldrig helt ud af, om han havde et budskab. Men han var en sælger, om det er der ingen tvivl. Problemet er bare, at man går derfra uden at have fået noget som helst med – andet end hvad man kunne forven – til noget andet end andre oplevelser. Som min amerikanske veninde sagde bagefter: “If going to Church is painful, this is not so painful!” Og så kan man jo bagefter passende gå hjem og med god samvittighed fortælle sin bedstemor, at man skam har været i kirke.

Jeg skal indrømme, at da jeg i sin tid hørte om ”spaghetti-gudstjenester” første gang herhjemme, sendte jeg en bekymret tanke til USA. For sådan må min kirke ikke ende.

Alligevel må jeg erkende, at jeg trods min skepsis har måttet rose Jan Lindhardt for vel på sin vis at være fadder til konceptet. For det handler jo også om at gøre kirken mere synlig og få flere til at føle, at de er inviteret. Her er der jo anledning til en særlig invitation.

Jeg er da også nødt til at tilstå, at jeg nu selv har været til Spaghetti-gudstjeneste. Og selvom min treårige søn er kirkekvant og derfor noget skuffet, når nadveren udebliver, og det hele ikke er som det plejer, så er han naturligvis begejstret for, at vennerne også dukker op, når der er Spaghetti på programmet.

Man skal nok bare huske, at dem, der skal have serveret de helt store udskejelser for at møde op, de kommer næppe til andet. Derfor er det en hårfin balance. For hvis ikke de mange festlige sideinitiativer driver det til andet og mere end bare ”pop”, så har man jo ikke vundet noget på kirkeligheden. Så er kirken bare blevet det nye forsamlingshus. Og så kan den jo ligeså godt lade være med at kalde sig kirke.

Derfor er det med bæven, at jeg møder op til Spaghettigudstjenester. Men det er også fuld af forventning. Jeg glæder mig nemlig hver gang, en oplevelse får nogen af de små til at føle sig godt tilpas i kirken. Det tror jeg er vigtigt for fremtidig kirkegang og for kendskabet til kristendommen. Man skal føle, at man hører til – at det er ”min” kirke og ”min” tro. Og her kan jeg jo se, hvor meget disse tiltag betyder. Og så har man jo ganske mange steder formået at give selv de noget alternative tjenester et egentligt indhold i børnehøjde.

Vigtigt er det også, at når børnene bliver interesserede, så bliver forældrene det også. Så har de pludselig en legitim interesse for deres lokale kirke og for kristendommen. Det er min erfaring fra vennekredsen, at det har en betydning for forældrene, at deres børn får et vist kendskab til den kristne tro. For nogens vedkommende er det oven i købet et kendskab, som de ikke selv har haft. Men de vil faktisk gerne have noget at give videre til børnene. Så også af hensyn til forældrene er det vigtigt, at kirken ikke kun byder på spaghetti men også på kristendom.

Nu er jeg selv det, nogen nok vil kalde gammeldags. Jeg elsker min højmesse, og det hele må bare gerne være, som det plejer at være. Bare en lille ændring fra Fader Vor til Vor Far kan genere min meget forstokkede tilgang til tingene. Men jeg har som sagt deltaget også i de mere moderne tiltag. Og jeg kan sagtens se kvaliteterne i dem – særligt fordi de er en anledning til netop at invitere. Det kan bare være via opslag i lokale børnehaver. Men det er som om, det er lige det, der skal til for at mange tør tage springet og gå hen i kirken. Ja, og så er det jo også rart at vide, at der kommer nogen, man kender.

Men det er nu med endnu større begejstring, at jeg til Alle Helgens Dag konstaterede, at man faktisk ikke behøver at bevæge sig langt væk fra det kirkelige, bare fordi der er sendt invitationer ud. Som så mange andre kirker inviterer min lokale sognekirke nemlig dem, der i årets løb har mistet. Og de bliver ikke inviteret til show eller cirkus. De bliver inviteret til aftengudstjeneste med musik, salmer og tekstlæsning. Og de kommer faktisk. Så kirken har allerede i det, som vi faste kirkegængere elsker, noget som også andre mennesker kan bruge til noget. Så midt i al succesen med de nye tiltag, er det vigtigt at huske på, at det gamle faktisk også stadig duer.

Der er åbenbart en gruppe, der skal inviteres helt personligt for at kirken kan trænge igennem i en travl hverdag. Men måske det er det hele værd. Særligt er det det hele værd, hvis den form, man så tilbyder, når de inviterede kommer i kirken, også er en form, som vi traditionelle kirkegængere kan genkende og bruge. Så er der nemlig plads til alle. Det værste, der kan ske, er jo, at kirken får så travlt med at være kirke for dem, der ikke kommer, at den glemmer dem, der rent faktisk sidder på kirkebænken søndag efter søndag.

Det er vigtigt at kirken altid og uden tøven holder fast i netop at vedblive at være kirke. For kirken jo en fantastisk pusterum i en travl og hektisk hverdag samtidig med, at den kan virke noget underligt og fjernt fra vores dagligdag, som det så smukt er beskrevet i en af vores skønne nye salmer, Uberørt af byens travlhed. I virkeligheden beskriver den salme måske allerbedst hvorfor så mange mennesker på den ene side føler at kirken virkelig har noget at tilbyde dem, men på den anden side alligevel har brug for en særlig invitation for at turde bevæge sig ind i kirkens rum.

Samfundet fortjener en Folkekirke.

Kirken er blevet alt for fjern fra alt for mange menneskers dagligdag. Det er her truslen opstår. Naturligvis truslen mod vores fælles folkekirke som kirke og som ramme om troen. Men også truslen mod sammenhængskraften i vores samfund. Truslen mod det at have en fælles forståelsesramme, at kende sine rødder. Og kender man ikke rødderne, hviler man ikke i sit eget, så er chancen for at blive utryg, når man møder det fremmede, så meget desto større.

Vi må og skal som samfund stå fast på næstekærligheden, på respekten for menneskers ligeværd, på rummeligheden og på forståelsen for andre mennesker. Her har Folkekirken en vigtig opgave at løfte. Og derfor er det så vigtigt for vores samfund, at Folkekirken ikke er på vej væk fra staten. I stedet må Folkekirken stå fast på at være en del af vores grundlov, en del af vores forståelsesramme og en evig forsvarer af retten til at have en tro, udøve sin tro og gøre det hver på sin måde. Så længe Folkekirken er en del af vores grundlov, kan vi ikke forbyde religiøse symboler i det offentlige rum eller trænge al religion ind bag hjemmets fire vægge. Så godt nok giver Folkekirkeordningen os ikke religionslighed. Men den giver os reel religionsfrihed i en form, som desværre har vist sig at være trængt i de lande, der forsøger at gøre alle religioner lige ved at fortrænge dem alle lige meget. Der må vi ikke ende. Vores samfund fortjener bedre. Vores samfund fortjener en Folkekirke.

Det er et kæmpe problem, når præster politiserer på kirkens og evangeliets vegne. Men det er mindst lige så stort et problem, når politikere hidser sig op over noget, der ikke er politiserende. Så er der jo tale om en dyne af meningstyranni til stor skade for forkyndelsesfriheden. Samtidig udvander det fuldstændig den retmæssige kritik, som skal falde i de tilfælde, hvor kirken og evangeliet vitterligt tages til indtægt for partipolitiske holdninger. Så pas nu på kære kolleger.

Det er da kun naturligt at sætte lignelsen om den barmhjertige samaritaner ind i en moderne sammenhæng, som Fischer-Møller gjorde det så fremragende i sin prædiken ved Folketingets åbning. Jeg var ikke selv tilstede, da jeg stadig er på barselsorlov lidt endnu. Men netop hjemvendt fra ferie har jeg læst den på nettet. Og der er efter min bedste overbevisning ikke antydningen af politisering i den. Tværtimod er der tale om en god og virkelighedsnær prædiken, der minder alle politikere uanset partifarve om, hvad der er det centrale i menneskets liv og dermed også i de politiske beslutninger, vi alle skal træffe i løbet af folketingsåret.

Det er skam ikke første gang, at jeg har oplevet den lignelse moderniseret fra prædikestolen. Den kalder jo nærmest på det. Så godt gået Fischer-Møller. Og til mine kolleger kan jeg kun sige, at jeg ikke kan se, at de skal føle sig ramt.

At Fischer-Møller lader os politikere indtage Levittens rolle i lignelsen betragter jeg nærmere som en ære, for Levitterne var højt respekterede på Jesus tid (Både Moses og hans bror Aron var som bekendt levitter). Og så udførte Levitterne faktisk også nogle politiske funktioner, ligesom man betalte tiende til dem – så sammenligningen er faktisk ret klog. Skal nogen føle sig ramt, er det den somaliske asylansøger, der i sammenligningen må indtage rollen som samaritaner, der jo på Jesu tid var yderst ilde set.

Det er ikke – og må aldrig være – et problem at kirken og kristendommen sættes ind i en moderne sammenhæng og forståelsesramme. Det er dens pligt for at den kan tale til os i vores tid. Og man kan altså sagtens nævne både folketingsmedlemmer og asylansøgere fra prædikestolen uden at det bliver politiserende. Havde Fischer-Møller valgt politikere fra tre forskellige partier til at spille rollen i lignelsen, så kunne jeg se problemet. (Men det ville jo aldrig ske, da det naturligvis ville være under enhver prædikants værdighed). Og netop indleder han så rigtigt med at gøre opmærksom på, at disse svære valg og store udfordringer stå vi alle med som mennesker. Og det gør vi jo uanset partifarve.

Så er regeringens kampagne for det danske sprog skudt i gang. Og der skal ikke herske den mindste tvivl om, at det i den grad er tiltrængt. Der findes desværre alt for mange gode eksempler på, at det er nødvendigt at sætte ind, hvis ikke vores modersmål skal udvandes totalt.

Netop som kampagnen er skudt i gang, viser en meningsmåling foretaget for Kristeligt Dagblad meget illustrativt, at end ikke ordet ”ægteskab” har danskerne begreb om, hvad dækker over. Således viser målingen, at knap halvdelen af danskerne mener, at homoseksuelle skal have mulighed for at indgå ”ægteskab” i kirken. I både spørgsmål og svar ses der fuldstændig bort fra, at den historiske definition på ordet ”ægteskab” er en pagt mellem en mand og en kvinde. Og det vil de fleste homoseksuelle vel gerne frabede sig – altså det der med mand og kvinde.

Men af en eller anden grund er kampen for homoseksuelles rettigheder nu nået et niveau, hvor man er villig til at øve vold på sproget for, at vi alle sammen kan være så helt enormt lige og ens. Det er ikke meget anderledes end debatten om ligestilling mellem kvinder og mænd. Det er godt og rigtigt med ligestilling forstået som lige muligheder i samfundslivet.. Men må jeg ikke frabede mig den form for ligestilling, hvor vi alle skal være ens?

Jeg forstår således ikke, hvorfor så mange mennesker så brændende forsøger at omdefinere begrebet ægteskab til at inkludere registrerede partnerskaber. Og jeg forstår det slet ikke, når det er de homoseksuelle selv, der fører an. Som kvinde er jeg glad for, at jeg har de samme rettigheder som mænd. Det skal der ikke herske den mindste tvivl om. Men jeg vil da ikke kaldes ”mand” bare fordi mænd nu engang var dem, der fik rettighederne først. Og jeg behøver ikke retten til at få et ulige CPR-nummer, bare fordi min mand har et sådant.

Det handler ikke om at hans CPR-numre er bedre end mit – eller omvendt. Det handler bare om, at de er forskellige, og at vi nu engang har besluttet, at mændene får de ulige og kvinderne de lige. Og så gør det vel heller ikke noget, at vi stadig kan kende forskel. For mænd og kvinder er jo ikke ens. (uanset hvor meget enkelte ligestillingsfanatikere har forsøgt at gøre os ens).

Sådan er det også med ”ægteskab” og ”registreret partnerskab”. Det første kan indgås mellem en mand og en kvinde og det andet mellem to af samme køn. Det gør ikke det ene til mere eller mindre end det andet. Det er bare to forskellige ting – og de hedder noget forskelligt.

Derfor ville det være helt absurd, hvis den kirkelige lovgivning skulle indrettes på, hvordan folk i almindelighed bruger ordet ægteskab. Det ville fuldstændig svare til at sætte til afstemning, om man nu også skulle kunne stave knus med z i sin diktat med den argumentation, at så mange unge efterhånden bruger ”knuz” i sms-sproget. Man kan sagtens skrive ”knuz” i en sms for sjov. Men sproget må ikke udvandes så meget, at vi ikke kan skelne og se, at det ikke er korrekt. 

Noget helt andet er så, at jeg da godt kan forstå, at nogen synes at selve udtrykket ”registreret partnerskab” er noget mere tørt end ordet ”ægteskab”. Men det i sig selv kan altså ikke retfærdiggøre en udvanding af sproget. Må jeg i stedet opfordre til, at opfindsomme sjæle i forsøger at finde et bedre ord for registreret partnerskab. Her er der jo tale om et forholdsvis nyt ord, som ikke har en traditionel historisk betydning. Men det haster inden ordet ganske snart har slået rod i det danske sprog. Og ”ægteskab” – ja, det er altså taget.

PS: Når alt dette er sagt, må jeg så ikke slå fast, at det til enhver tid må være et civilretligt anliggende hvordan begrebet ægteskab defineres, mens det er et kirkeligt anliggende hvilke ritualer, man har i kirken.

Det kan således aldrig være kirken, der bestemmer hvad vi som samfund skal forstå ved begrebet ægteskab. Og samtidig kan det ikke være den gængse opfattelse i befolkningen, der skal være udsalgsgivende for hvilke ritualer, der dækker over hvad i kirken. Det må altid være et anliggende for kirken selv at vejlede os politikere i hvordan rammerne for kirkens virke skal se ud.

Hvor længe kan en folketingspolitiker tillade sig at holde barselsorlov?

Valget mellem barselsorlov og karriere er svært for mange kvinder. Og jeg må sige, at den seneste tids avisskriveri også for alvor har fået mig til at føle mig splittet i spørgsmålet. Artikel efter artikel fortæller, hvordan de konservative mandater vil fordele sig efter et valg. Og gang på gang nævnes det, at jeg jo er på orlov og derfor er usynlig i medierne. Og det er jo sandt.

Jeg fornemmer også efterhånden, at flere og flere synes, at nu må det være nok med al den orlov. Hvor længe kan sådan en Folketingspolitiker tillade sig at holde orlov? ”Jeg har stemt på dig, og så må du også arbejde”, synes at være undertonen. Og det kan jeg faktisk godt forstå. Derfor er valget så kompliceret.

Min første barselsorlov faldt desværre sammen med sidste valg – og valgkamp. Det gav mig konstant dårlig samvittighed over at være væk fra Folketinget både før og efter valget. Derfor tog jeg ikke fuld orlov. Jeg gjorde det klassiske: Følte mig uundværlig og stormede tilbage på arbejde, så snart jeg kunne. Jeg overlod dermed den ”sjove” del af orloven til min mand – den del, hvor barnet har faste rutiner, og man kan lave en hel masse ting med dem.

Som så mange andre kvinder fortrød jeg det valg. Og da jeg havde født anden gang, besluttede jeg derfor at tage fuld orlov. Det er ikke uden en hvis risiko. Som folkevalgt har jeg ingen jobsikkerhed. Valget kan igen komme midt i min orlov – og så er jeg jo temmelig langt væk i vælgernes bevidsthed.

Men nu gør jeg det altså – tager den fulde barselsorlov. Jeg gør det, fordi jeg burde have gjort det sidst. Jeg gør det, fordi der denne gang også skal være tid til at indhente det forsømte med storebror på tre år. Jeg havde kvalme i 8 måneder under graviditeten; og jeg har siden haft travlt med den lille. Det er jo trods alt kun mig, der kan amme. Så nu hvor lillesøster er blevet 8 måneder, er der endelig rum til at storebror og jeg bare engang imellem kan lave noget sammen bare os to. Og det fortjener han. For han er en fantastisk storebror, og han har måttet undvære sin mor rigtig meget – både til lillesøster og til arbejdet.

Nu kan jeg så læse i avisen, at nogen tror, det vil koste mig mit mandat i Folketinget. Og hvad gør man så? Jeg er jo karrieremenneske. Og jeg bilder mig ind, at jeg gør en forskel i Folketinget.  – og nu, hvor jeg er færdig med at få børn, kan jeg rent faktisk være der på fuldt blus. Det er da paradoksalt.

I forbindelse med vores sommergruppemøde i sidste uge, blev gruppen og jeg enige om, at jeg nu fungerer som partiets kirkeordfører i de sidste tre måneder af min orlov. Det kan lade sig gøre, fordi der på kirkeområdet ikke er mange og lange forhandlinger. Det er der til gengæld i rigt mål på uddannelsesområdet, hvor jeg også er ordfører. Så der må min glimrende stedfortræder, Rasmus Jarlov fortsat repræsentere partiets holdninger, til jeg er tilbage på fuld tid.

Nu kommer jeg så lidt i gang igen. Og måske er det godt. Jeg kommer i træning – OG måske lidt i medierne. MEN! Jeg er da nervøs for at det kan komme til at se ud som om jeg er tilbage – men ikke særligt aktiv. Så jeg spekulerer naturligvis på, om det ville være bedre at vente til jeg kan være tilbage på fuldt blus? Så alle kan se forskellen. På den anden side; Jeg brænder jo for det. Og jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel selvom det ikke er på fuld tid.

Men det er godt nok svært at være karrieremenneske, når man er typen der helst gør alting 100 procent. For ligesom jeg gerne vil passe mit arbejde 100 procent, så vil jeg gerne være mor 100 procent for mine børn. Nu forsøger vi os så med, at jeg er kirkeordfører, når den lille sover middagslur eller er sammen med bedsteforældrene. Det skal nok blive udmærket. Men det giver jo ikke 100 procent nogen af stederne! SUK

Det er fantastisk, at vi moderne familier har mulighed for at gå hjemme med vores børn et helt år. Det er en stor oplevelse for mig som mor. Og ingen tvivl om, at det er af stor betydning for børnene. Men vi kommer nok aldrig udenom, at lang orlov kan koste på karrieren.

Og nu er jeg jo netop blevet yderligere motiveret til at forsætte det vigtige arbejde i Folketinget med at sikre et bedre samfund for de kommende generationer.

Jeg tror jo på, at jeg er blevet en bedre politiker af at få børn med de erfaringer, det giver. Og jeg tror også på, at jeg har haft godt af at være lidt væk og dermed få friske øjne på alt hvad der foregår på ”Borgen”. Jeg tror faktisk at alle politikere kunne bruge et afbræk fra det hele – en mulighed for at se det hele med friske øjne. Men mange politikere tør ikke tage det afbræk, for det kunne jo koste i vælgernes bevidsthed.

Heldigvis er jeg født optimist: Jeg har aldrig været igennem en nem valgkamp. Der har altid været kamp til stregen. Og det er lykkedes for mig at blive valgt hver gang. Så mon ikke også det lykkes denne gang!! Og oplevelserne i året herhjemme med de små – det vil ingen nogensinde kunne tage fra mig, uanset hvad jeg laver efter næste valg!

For et år siden var jeg en af dem, der forsvarede Per Ramsdal. Ikke sådan fordi jeg nødvendigvis havde stor indsigt i, præsis hvad hans rolle var i sagen om de afviste irakiske asylansogere. Men mere fordi det selvfølgelig ikke er præstens opgave at smide folk på porten, hvis de kommer til en kirke. Og fordi, præster som alle andre, naturligvis har ret til at have en mening som privatpersoner. At et antal præster brugte sagen til at politisere – også på kirkens vegne, er der ingen tvivl om. Men når nogen dengang påstod, at det var politiserende at lade de afvise asylansøgere blive i kirken, så mener jeg stadig ikke, at det er en korrekt beskrivelse.

Indrømmet: jeg fik dengang det indtryk, at det ikke lå Ramsdal fjernt at politisere. Men det er jo ganske forkert at dømme ud fra fornemmelse. Og derfor holdt jeg mig for god til at gøre det.

Her et år senere må jeg så konstatere, at situationen er en helt anden. På ferie i USA har jeg i denne moderne tid mailen med på farten. Og jeg ved derfor ikke, om dette arrangement overhovedet har nået de danske medier endnu. Men på min mail ligger en invitation til mindebegivenhed og gudstjeneste for de afviste irakere. Invitationen er underskrevet af Ramsdal og fortæller bl.a. at “politiaktionen blev et resultat af en politisk beslutning der overskygger et hvert hensyn til moral og medmenneskelighed”. Der er altså tale om et klart politisk budskab. Og det er Ramsdals helt klare hensigt at misbruge gudstjenesten til fra prædikestolen at sprede dette hans peronlige politiske budskab.

Jeg vil til enhver tid forsvare præsters ret til politiske tilkendegivelser – præster er også medborgere i vores demokrati og må naturligvis altid ytre sig som sådanne. Men det er ikke og bliver aldrig i orden, når de gør det fra prædikestolen og således tager både kirke og embede til indtægt for deres politiske holdninger. Hvorfor, Ramsdal, misbruger du min kirke? For det gør du, når du politiserer i en skrivelse som sendes ud på kirkens vegne. Og hvorfor vil du misbruge gudstjenesten til dine personlige politiske missioner? Skal det virkelig være sådan, at man ikke kan komme i bestemte kirker, hvis man har bestemte politiske meninger. Nej, aldrig! Så pak din politisering væk og lad være med at misbruge min kirke. Brug dog i stedet dine personlige politiske rettigheder. Men træd ned fra prædikestolen og tag præstekraven af inden du gør det. Gudstjenesten er til for kirkens medlemmer, ikke for præstens skyld. Så lad venligst være med at misbruge den som platform for dine personlige politiske korstog.

Og hvis ikke du forstår at skelne mellem politik og religion burde du måske finde en anden kirke at være præst i. Lav dog din egen frikirke. Så kan du være lige så politisk, som du har lyst til. Og så kan du samle alle dem, der deler dine politiske holdninger til flygtningepolitik, fødevarepolitik, skattepolitik og alt muligt andet. Men skån venligst min Folkekirke. I den skal vi stadig kunne samles og fejre gudstjeneste uanset politisk ståsted.

Godt nok er jeg på barsel, så måske burde jeg bare læne mig tilbage og lade være med at lade mig hidse op. Men når samfundet grundlæggende værdier trues af ”mine egne”, så farer man jo alligevel op her mens barnet sover sødt. Og det er jo trods alt også mine børns fremtid, som de unge KU’ere nu vil til at rykke ved.

For står det til mig, så skal den lille pige derude i barnevognen og hendes storebror jo helst vokse op i et samfund med gode og sunde værdier. I et samfund, hvor mennesker kender deres fundament og derfor ikke er bange for at møde andre mennesker med andre værdier og traditioner. Mine børn skal lære deres kulturelle og historiske arv at kende.

Derfor skræmmer det mig, når vi i disse år oplever et stort politisk pres på at skille stat og kirke. Det er normalt et særligt populært synspunkt på venstrefløjen. Men nu synes en række medlemmer af Konservativ Ungdom (KU) åbenbart også, at det skal være deres politik. Jeg er glad for at vide, at der heldigvis også er stærke kræfter i KU, der ikke deler dette synspunkt. For synspunktet er meget lidt konservativt.  . 

Som konservative må vi stå fast.: Tænk på, hvor kompromisløse vi er, når det handler om, at ytringsfriheden ikke er til diskussion. Samme kompromisløshed skal vi demonstrere, når det handler om at forsvare det grundlag, som ytringsfriheden hviler på. Det bør ikke bare venstrefløjen men også de unge såkaldte konservative, lægge sig på sinde. Der er jo ingen, der kan stå fast, hvis fundamentet skrider.

Hele vores fælles forståelsesramme hviler på kristendommen. Hvis vi mister en fælles kirke, vil vores fælles forståelsesramme langsomt smuldre. Og med den vil de værdier, vi normalt kalder danske, forsvinde. Det vil få betydning for den måde, vi omgås på, og for den måde, vi indretter vores samfundsstruktur på.

Vi tænker ikke over det i hverdagen, men langt de fleste af vores danske værdier og hele vores samfundsstruktur hviler på kristendommen. Noget af det er åbenlyst – f.eks. jul og andre helligdage – mens andet er mere skjult. F.eks. har vi overtaget tankegangen om velfærdssamfundet fra kirken, at man tager vare på og viser omsorg for de svageste. Og ud fra en næstekærlighedstankegang tænker vi i menneskers ligeværd og tager et personligt ansvar.

I forhold til selve forkyndelsen vil ændringen let kunne medføre en mere populistisk og politiserende kirke. Vi vil opleve en kirke, der vil mene noget om både miljø og trafik og alt muligt andet, for at tiltrække publikum. Risikoen er en dæmoniserende kirke, der vil tage evangeliet til indtægt for en politisk holdning. Det kan kirken ikke gøre i dag, men skiller man stat og kirke, så vil der være frit slaw.

Samtidig vil en politisering af kirken gå ud over rummeligheden. Og det vil være rigtig trist, for jeg mener, at vi skal have et sted, hvor Margrethe Auken, Jesper Langballe og jeg kan sidde ved siden af hinanden og lytte til den samme præst. Hvor det er evangeliet, der er afgørende, ikke præstens personlige mening om alt muligt andet. Og samtidig skal denne rummelighed, som kirken skaber, helst også i fremtiden påvirke vores samfund, så også selve samfundet kan forblive rummeligt.

Fordi vi som konservative værner ikke bare om vore traditioner, men også om de institutioner, der har skabt vores samfunds fundament og værdier, så er det ualmindelig langt fra god konservativ politik at ville adskille kirke og stat. Og jeg vil vove den påstand, at de KU’ere , der i dag arbejder for dette synspunkt slet ikke har forstået konservatismens grundsubstans.

 Med risiko for at få alt muligt skudt i skoene, så tror jeg, at det handler om, at yngre politikere endnu ikke har fået traditionen og historien ind under huden. Men at være politiker og meningsdanner forpligter – uanset alder. Derfor må også unge politikere vågne op og forstå, at kirken er det væsentligste selvstændige fundament i vores samfund. Fjerner man den brik, så begynder det hele gradvist at skride. Netop fordi dette fundament er så indgroet en del af vores samfund og vores værdisæt, så ser man det måske ikke umiddelbart. Men når man modnes, får man en fornemmelse for sit fundament.  Og man begynder mere og mere at se, hvordan de enkelte brikker passer sammen. 

Alle de politikere, der taler for at adskille stat og kirke, skylder en forklaring på, hvorfor de synes, at islam, kristendom og asa-tro er ét fedt og lige lidt værd. Og de skylder en forklaring på, hvorfor de mener, at alle religioner skal ligestilles, uanset hvilken samfundsopbyggelig- eller nedbrydelig retning, de hviler på.

Alle religioner er ikke lige gode, og det skal vi turde sige højt. Vi har religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed og sådan mener jeg, at det fortsat skal være. Så må i godt kalde mig gammeldags.