Godt nok er jeg på barsel, så måske burde jeg bare læne mig tilbage og lade være med at lade mig hidse op. Men når samfundet grundlæggende værdier trues af ”mine egne”, så farer man jo alligevel op her mens barnet sover sødt. Og det er jo trods alt også mine børns fremtid, som de unge KU’ere nu vil til at rykke ved.
For står det til mig, så skal den lille pige derude i barnevognen og hendes storebror jo helst vokse op i et samfund med gode og sunde værdier. I et samfund, hvor mennesker kender deres fundament og derfor ikke er bange for at møde andre mennesker med andre værdier og traditioner. Mine børn skal lære deres kulturelle og historiske arv at kende.
Derfor skræmmer det mig, når vi i disse år oplever et stort politisk pres på at skille stat og kirke. Det er normalt et særligt populært synspunkt på venstrefløjen. Men nu synes en række medlemmer af Konservativ Ungdom (KU) åbenbart også, at det skal være deres politik. Jeg er glad for at vide, at der heldigvis også er stærke kræfter i KU, der ikke deler dette synspunkt. For synspunktet er meget lidt konservativt. .
Som konservative må vi stå fast.: Tænk på, hvor kompromisløse vi er, når det handler om, at ytringsfriheden ikke er til diskussion. Samme kompromisløshed skal vi demonstrere, når det handler om at forsvare det grundlag, som ytringsfriheden hviler på. Det bør ikke bare venstrefløjen men også de unge såkaldte konservative, lægge sig på sinde. Der er jo ingen, der kan stå fast, hvis fundamentet skrider.
Hele vores fælles forståelsesramme hviler på kristendommen. Hvis vi mister en fælles kirke, vil vores fælles forståelsesramme langsomt smuldre. Og med den vil de værdier, vi normalt kalder danske, forsvinde. Det vil få betydning for den måde, vi omgås på, og for den måde, vi indretter vores samfundsstruktur på.
Vi tænker ikke over det i hverdagen, men langt de fleste af vores danske værdier og hele vores samfundsstruktur hviler på kristendommen. Noget af det er åbenlyst – f.eks. jul og andre helligdage – mens andet er mere skjult. F.eks. har vi overtaget tankegangen om velfærdssamfundet fra kirken, at man tager vare på og viser omsorg for de svageste. Og ud fra en næstekærlighedstankegang tænker vi i menneskers ligeværd og tager et personligt ansvar.
I forhold til selve forkyndelsen vil ændringen let kunne medføre en mere populistisk og politiserende kirke. Vi vil opleve en kirke, der vil mene noget om både miljø og trafik og alt muligt andet, for at tiltrække publikum. Risikoen er en dæmoniserende kirke, der vil tage evangeliet til indtægt for en politisk holdning. Det kan kirken ikke gøre i dag, men skiller man stat og kirke, så vil der være frit slaw.
Samtidig vil en politisering af kirken gå ud over rummeligheden. Og det vil være rigtig trist, for jeg mener, at vi skal have et sted, hvor Margrethe Auken, Jesper Langballe og jeg kan sidde ved siden af hinanden og lytte til den samme præst. Hvor det er evangeliet, der er afgørende, ikke præstens personlige mening om alt muligt andet. Og samtidig skal denne rummelighed, som kirken skaber, helst også i fremtiden påvirke vores samfund, så også selve samfundet kan forblive rummeligt.
Fordi vi som konservative værner ikke bare om vore traditioner, men også om de institutioner, der har skabt vores samfunds fundament og værdier, så er det ualmindelig langt fra god konservativ politik at ville adskille kirke og stat. Og jeg vil vove den påstand, at de KU’ere , der i dag arbejder for dette synspunkt slet ikke har forstået konservatismens grundsubstans.
Med risiko for at få alt muligt skudt i skoene, så tror jeg, at det handler om, at yngre politikere endnu ikke har fået traditionen og historien ind under huden. Men at være politiker og meningsdanner forpligter – uanset alder. Derfor må også unge politikere vågne op og forstå, at kirken er det væsentligste selvstændige fundament i vores samfund. Fjerner man den brik, så begynder det hele gradvist at skride. Netop fordi dette fundament er så indgroet en del af vores samfund og vores værdisæt, så ser man det måske ikke umiddelbart. Men når man modnes, får man en fornemmelse for sit fundament. Og man begynder mere og mere at se, hvordan de enkelte brikker passer sammen.
Alle de politikere, der taler for at adskille stat og kirke, skylder en forklaring på, hvorfor de synes, at islam, kristendom og asa-tro er ét fedt og lige lidt værd. Og de skylder en forklaring på, hvorfor de mener, at alle religioner skal ligestilles, uanset hvilken samfundsopbyggelig- eller nedbrydelig retning, de hviler på.
Alle religioner er ikke lige gode, og det skal vi turde sige højt. Vi har religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed og sådan mener jeg, at det fortsat skal være. Så må i godt kalde mig gammeldags.
Det er heldigvis ikke alle KU’ere, der er lige så historie- og kulturløse som KUs kampagneudvalg og vor nu tidligere landsformand Rune Kristensen (han stemte også for afskaffelse af Oldtidskundskab…).
De tal på flere hundrede KU’ere i masseudmeldelse har absolut ingen gang på jord. Udmeldelsesblanketterne, der blev omdelt, havde de fleste steder en kort levetid, inden de endte som skrald eller konfetti…
Det er godt at høre, at der var så lidt tilslutning til den tåbelige event. Som jeg skrev i 3. afsnit, så er der jo heldigvis stærke kræfter i KU, der ikke deler ønsket om en adskillelse af Kirke og Stat. Vi må så håbe, at det er Jer, der får lov at slå tonen an i årene fremover. Det har vi hårdt brug for. Det er slemt nok, at der er så mange på venstrefløjen, der vil adskille kirke og stat. Lad os håbe, at vi på den borgerlige fløj kan blive bedre til at stå sammen om dette vigtige fundament for vores samfund.
Ja, det er naturligvis dine børns fremtid der rokkes ved, og din nutid for den sags skyld, når nye kræfter i et parti går mod strømmen på bestemte punkter. Jeg forstår også godt at du brænder rigtig meget for de holdninger der skabes indenfor dit eget parti, de konservative. Men selv om konservativ tankegang i høj grad bygger på bevarelse af traditioner og grundværdier, vil det alligevel være sådan at den dynamik der præger holdningsdannelsen i samfundet som helhed, også vil influere på konservative synspunkter, og især hos ungdommen.
Vi ønsker vel alle at vores børn kan vokse op i et samfund med gode og sunde værdier, som du skriver. Problemet er blot at vi er så uenige om hvad gode og sunde værdier er. Den tilknytning til staten som du efterlyser som en selvfølge, har jo ikke været en selvfølge for alle kristne samfund. De mange uenigheder om religiøse eller moralske spørgsmål, har gennem tiderne skabt et utal at kristne grupperinger i landet, og de frikirker der derigennem er opstået, har vel i bund og grund samme status som ASA-tro og Islam. Hvis du virkelig principielt mener at der er religionsfrihed, men ikke lighed, her i landet, så vil det jo være nødvendig at præcisere hvad denne ulighed skal bestå af. Ulighed er det samme som forskelsbehandling, og det accepterer vi ikke når det gælder hudfarve, men du mener at vi godt kan leve med det når det gælder religion. I realiteten er jeg enig i at forskelsbehandling er uundgåelig. Vi forskelsbehandler på alle områder, og har altid gjort det. Men hvis vi forsvarer princippet om forskelsbehandling, så bliver det nemt en glidebane til noget vi har set før, og som vi ikke bryder os om, i hvert fald ikke derfra hvor vi står og betragter det nu.
Som konservative står I fast – skriver du. Du sammenligner med at være kompromisløs i forhold til ytringsfrihed. Men vi har ikke ytringsfrihed i Danmark, i hvert fald ikke hvis ordet frihed skal tages bogstaveligt. Vi har nærmere en slags kulturbestemt ytringsramme, som hvis man holder sig indenfor den, har man sin frihed. På den måde ligner vi alle andre samfund, i og med at vi har defineret nogle sandheder, som vi mener, er fundamentale, og som derfor naturligvis ikke kan angribes, hvilket gør dem til undtagelser fra ytringsfriheden. Man har ofte brugt frasen: Frihed under ansvar. Her betyder ansvar: de regler vores samfund har sat op som ramme. Så min pointe er at lige som vi ikke er kompromisløse når det gælder ytringsfrihed, er vi det heller ikke når det gælder religionsfrihed. Vi flytter os langsomt, men forsøger hele tiden at sætte kulturelle og sociale rammer om, fordi ubegrænset frihed, er det samme som kaos. Sammenkoblingen mellem stat og folkekirke, vil kun bestå så længe en tilstrækkelig stor del at samfundet støtter den. Kompromisset består derfor i at acceptere hvis verden er kommet til at se sådan ud. Du er vel enig i at folkekirken som statskirke ikke skal bestå uanset hvor få der er en del af den. Der må være et minimum hvor man accepterer at samfundet har flyttet sig så meget at folkekirken ikke mere er repræsentativ for som religiøs institution, uden at jeg skal gøre mig klog på hvor den grænse skal gå. Lige nu er 80,9 % af danskerne medlem af folkekirken, og det er vel tilstrækkelig til at gøre den repræsentativ for vores kultur. Men vil man bevare folkekirken som en statskirke, tror jeg ikke slaget skal slås som en principsag, men derimod gennem folkekirken selv, ved at gøre noget aktivt for at hæve procenten af medlemmer. I Københavns stift er den kun 64,1 %, og derfor godt på vej ned hvor diskussionen om repræsentation kan begynde, medens Viborg stift (Holstebro inkluderet) er på 89,2 %. Så det er de Københavnske kirker der må ud i felten.
Du skriver at KU ikke har forstået de konservative grundværdier. Det får mig til at spørge om hvad disse grundværdier er. Hvilke grundværdier vil du ikke afvige fra uanset hvad. Det synes jeg er en interessant diskussion. Jeg kan ikke tro at en konservativ grundværdi er at vi skal kunne sidde i den samme kirke, for selv om Margrethe Auken og Jesper Langballe kommer der, tvivler jeg stærkt på at Villy Søvndal og Frank Åen tropper op. Så hvor kan vi sidde alle sammen, og lytte intens til hinandens synspunkter, og leder efter fælles grundværdier som er så universelle at alle kan blive enige om dem. Det ville skabe en platform for forståelse og muligvis også fælles mål. Sådan et sted har vi ikke rigtig, og derfor foregår alle diskussioner i et åbent forum, hvor ingen vil tabe ansigt ved at gøre indrømmelser, og derfor fortrækker konflikten frem for løsningen. Det bidrager folkekirken meget lidt til, så virkeligheden er nok at hvis endelig det skulle ske at du kommer til at sidde sammen med Auken og Langballe, så ville du måske finde ud af at I er lige så uenige om tolkningen af evangeliet, som I er uenige om politik i øvrigt.